Boblebadet, skinnende krom og sort/hvidt er yt. Både fremtidsforskere og indretningseksperter er enige om, at danskerne har lært af krisen og mere end det: Vi har taget den til os. Fokus er i dag mere rettet mod de nære værdier, det personlige udtryk og et mådehold, der bl.a viser sig i stor lyst til genbrug.
Længe har den enkle nordiske trend med f.eks. hvide vægge og sorte lædermøbler præget indretningen. Det er en enkelthed, der er nærmest neutral i sit udtryk og har fungeret som god sikker grund: Så bor man lige så lækkert og stilbevidst som alle andre. Modreaktionen er, at der nu lægges større vægt på at vise sin personlighed gennem boligens indretning og betragte boligen som et frirum for familien mere end et udstillingsvindue for venner og bekendte. En af de ting, der er kommet i høj kurs er håndplukket genbrug baseret på retro- eller vintageinspitation. Vi går efter det autentiske og oprindelige og lægger stor vægt på, at tingene har en historie. Det, vi omgiver os med i boligen, fortæller også noget om os selv, og hvad vi lægger vægt på. Det kan f.eks. være en historie om personligt overskud: Jeg elsker at bruge tid på at gå på opdagelse og finde det helt rigtige.
Plads til sjov og ballade
Eller sagt på en anden måde. Vi ønsker at sende et signal om, at vi sammensætter vores egen stil frem for, at vi shopper os til den som en færdigvare i bolig- og designforretninger. Trenden stopper ikke ved vintage og retro. Ved det lille søde teaktræsbord fundet i en genbrugsforretning eller ved smukke arvestykker fra farmor, der er kommet til ære og værdighed igen. Alt, hvad der unikt og originalt, er i fokus, fordi det er med til at understrege boligens personlige sjæl. Det gælder dygtigt kunsthåndværk, godt håndarbejde og global inspiration i form af eksotisk nips eller smukke brugsgenstande fra lande i hele verden. Den nye personlige trend efterlader også plads til sjov og ballade: Geviropsatser er f.eks. stærkt efterspurgt i øjeblikket som indretningsgimmick.
Naturligvis gælder det her som alle andre steder om ikke at overdrive og mikse med måde. Kunsten er at kombinere nyt med gammelt for at få en smagfuld personlig blanding, der er langtidsholdbar, smuk og funktionel i det daglige.
Rå femininitet
New yorker-looket eller fabriksstilen er en anden aktuel trend, der handler om at vise autencitet og personlighed. Inspirationen er hentet fra det rå look i lejligheder indrettet i gamle lagre og produktionslokaler. Udtrykket er enkelt og rustikt og giver i sin nye udformning også plads til et feminint touch i form af gode loppefund. Tapetet skrælles af en eller flere vægge. De rå mursten står frem. Gulvet males gerne sort eller gråt. Matte flader foretrækkes frem for blanke. Gamle arkivskabe, fabrikslamper, metalskilte m.m. understreger stilen og giver karakter til boligen med deres patina og tydelige tegn på slid.
