Hvordan slår vi økonomien sammen?
Dine, mine og vores børn. Der er flere forhold at tage stilling til i sammenbragte familier – og økonomien er ingen undtagelse. I denne artikel kan du finde ud af, hvordan du kan strukturere økonomien som sammenbragt familie.
I kan håndtere økonomien på flere måder, når I er en sammenbragt familie. Fællesøkonomi vil være en god løsning i de fleste tilfælde.
Fællesøkonomi
Som sammenbragt familie vil I have mange udgifter at deles om. Derfor kan der være fordele at hente ved at få en fællesøkonomi.
Overordnet set skelner man mellem fire typer af fællesøkonomi. Hvad der er den bedste løsning for lige netop jer, afhænger i høj grad af, hvilken økonomisk situation I som forældre tager med jer fra livet, inden i mødte hinanden.
Fuldkommen fællesøkonomi | Penge samles i en fælles pulje, og I kan begge se, hvordan pengene bliver brugt. |
Delvis fællesøkonomi | I deles om regninger og fast udgifter. Øvrige poster betales individuelt. |
Delt økonomi | I deles om at betale faste udgifter, realkreditlån og eventuelle forbrugslån. |
Proportionalt delt økonomi | I betaler udgifterne sammen, men den med højest indkomst betaler en relativt større andel end den, der tjener mindre. |
Som led i arbejdet med at sammenlægge jeres økonomi kan det også være relevant at kigge jeres forsikringer efter i sømmene. Visse forsikringer dækker alle i samme husstand, og så vil I nok helst undlade at betale for to forsikringer, hvis I kan nøjes med én.
Omvendt kan det også være, at I har brug for nye eller flere forsikringer end hidtil, når I starter et nyt liv som sammenbragt familie.
Midlertidig bolig eller drømmebolig?
Måske overvejer I også, om I skal finde en bolig, der er god for jer her og nu, eller om I kan bo midlertidigt i en af jeres boliger, mens opsparingen kan vokse, så I har en større formue at købe bolig for.
Hvad der er den rette løsning for jer afhænger af, hvilke behov jeres nye bolig skal indfri.
Er det vigtigst for jer at flytte sammen hurtigst muligt? Så¨kan det måske være en idé at søge lidt ud i forstæderne, hvor I kan få flere kvadratmeter for pengene.
Giver den ene af jeres nuværende boliger derimod mulighed for at kunne huse den nye familie i en kortere periode, kan I spare mere op og finde en løsning, der også på langt sigt passer til en familie i skiftende størrelse, i takt med at børnene en dag flytter.
Vælger I at sælge begge de boliger, I kommer fra, har I måske opbygget friværdi, som kan bringes til bordet, når I tager dialogen med jeres bankrådgiver.
I Danmark er der krav om udbetaling på 5 pct. af købssummen ved boligkøb. Ønsker I at låne for eksempelvis 4,5 mio. kr., skal I altså kunne stille med mindst 225.000 kr.
Husk at der vil blive mere luft i jeres budget, i takt med at børnene på sigt flytter hjemmefra.
Nybyg eller ældre bolig med muligheder?
Som led i de økonomiske overvejelser bør I desuden overveje, hvilke ønsker I har til boligens stand.
Ønsker I en indflytningsklar bolig, der kræver minimal vedligeholdelse? Så vil nybyg nok være at foretrække. Ønsker I omvendt selv sætte boligen i stand, gør det måske ikke noget, at der er en række småprojekter at pusle med.