

Guide: Sommerhuskøb i 2024
Skal du have det sommerhus, du drømmer om i år? Se, hvordan du griber sommerhuskøbet an. Vi giver dig tre konkrete råd, du kan tage med dig på din sommerhusjagt.
Ah, frisk luft, græs under tæerne og gøgen, der kukker. Kan du mærke det? Det dufter af sommer og det gode sommerhusliv, der får os til at sænke skuldrene og smile til dem, vi møder på vejen ned til ishuset. En mere simpel livsstil, hvor vi genfinder de gamle brætspil og går ture i naturen.
Skal det være dig i år, skal du i gang allerede nu. For selvom der er kommet lidt flere sommerhuse til salg, end der har været de sidste par år, er antallet af nye sommerhuse til salg stadig noget lavere end i årene før corona. Og der vil helt sikkert være andre end dig til fremvisning.
Sådan kommer du i gang
Så hvad skal der til for at lande det skønneste sommerhus, og hvad skal du have overvejet, inden du går i gang? Lad os starte helt fra begyndelsen.
1. Forbered dig – og spar tid på motorvejen
Det er da ikke noget problem at køre fem timer for at komme i sommerhus, tænker du måske, når du har forelsket dig i et sommerhus i den anden ende af landet. Det kan også sagtens være, at du bare er vild med bilture, og så er alt godt. Men når hverdagen rammer, finder du måske ud af, at fem timer alligevel er lidt meget. Derfor er det godt at have tænkt sådan noget som afstand igennem, inden du går på sommerhusjagt.
Det er nemlig med sommerhuskøb som med andre boligkøb: Forberedelse betaler sig. Find ud af, hvad du gerne vil have i forhold til størrelse, afstand fra vandet og afstand fra din helårsbolig. Tænk også over, om du vil have en græsplæne a la kolonihave, der skal klippes, eller om du er til naturgrund med sand og lyng, der passer sig selv.
Tal også med banken, om hvor meget du kan købe for, så du er klar til at slå til, når det helt rigtige hus dukker op. Der er rift om de gode huse, og hvis du vil være med i opløbet, skal du have finansieringen på plads på forhånd.
2. Overvej, om du vil udleje
Vil du bruge huset selv, eller skal det udlejes i perioder? Alle huse kan i princippet udlejes, men der er helt naturligt mere rift om husene med god beliggenhed ved vandet og i populære områder nær naturparker og bade- eller sommerland.
Måske har du hørt, at der i år har været særlig stor interesse for de danske sommerhuse blandt tyske sommerhusturister. Det forstår man godt, men der er ingen tvivl om, at den store tyske interesse ikke presser priserne ned på sommerhusene.
Til gengæld giver den dig en fantastisk mulighed for at leje sommerhuset ud og få en ekstra indtægt. Det kan være med til at holde dine løbende udgifter nede og ligefrem finansiere din egen brug af sommerhuset. Undersøg, om de sommerhuse, du har kig på, har været udlejet de seneste år, og hvor store indtægterne har været. Det kan give dig en ide om potentialet.
3. Er det et godt tidspunkt at købe sommerhus?
Når du virkelig ønsker dig et sommerhus og er klar til at købe, er det et godt tidspunkt. Dit køb skal altid bunde i dine egne ønsker og behov, og ikke i spekulation om, hvorvidt markedet kommer til at gå op eller ned.
Når det så er sagt, så er det altid en god ide at overveje din tidshorisont i huset. Er du usikker på, om sommerhuslivet er for dig, eller forventer du at sælge inden for få år, kan du overveje at investere lidt ekstra i et hus i et af de mere populære områder. Her vil du nemmere og hurtigere kunne skille dig af med huset igen, og der er større sandsynlighed for, at det holder prisen bedre end i mindre populære områder. Samtidig vil du nemmere kunne leje det ud og tjene penge på det i en periode, hvor du måske ikke selv har lyst til at benytte huset.
Er du klar til at finde dit nye sommerhus?