

Prisen på nybyggeri stiger mere end prisen på eksisterende boliger
De seneste par år er prisen for at bygge et nyt hus steget mere end de almindelige boligpriser.
Det er ikke noget som et nyt hus, men drømmen om flytte ind i en spritny bolig kan godt gå hen og blive dyrere end forventet. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er byggeomkostningerne nemlig stigende. Fra 1. kvartal 2018 til 1. kvartal 2020 er de samlede omkostninger ved nybyggeri steget 9 pct. I samme periode er prisen på parcelhuse steget med 7 pct.
-Med stigende byggeomkostninger på grund af især mangel på håndværkere og stigende priser på byggematerialer kan det have en positiv effekt for boliger, der allerede er til salg, fordi de ikke er steget nær så meget, siger Nyboligs administrerende direktør, Peter J. Mattsen.
Når valget står mellem at købe en eksisterende bolig og et projekt med nybyggeri kan udsigten til fortsat stigende byggeomkostninger ifølge ham godt føre til, at flere boligkøbere vil orientere sig mod den eksisterende boligmasse.
-Med de boliger, der er til salg, kan man regne med prisen, men skal du ud og bygge nyt med både grundkøb, materialer og håndværkere, kan det værre sværere at ramme den ønskede pris, og mange selvbyggere oplever da også at sætte budgettet for lavt fra starten, siger Peter J. Mattsen.
Halvdelen af alle boliger sælges med prisreduktion, men den samme forventning kan man ikke have til nybyggeri.
-Boligpriser er kun vejledende, oftest sker der en prisforhandling, hvorimod nybyggeri, fx typehuse som udgangspunkt opererer med faste priser. Samtidig skal man også være opmærksom på, at man som selvbygger har muligheden for at tilkøbe ting undervejs, og hver god idé, man får, koster ekstra. Så fortsætter den aktuelle udvikling, kan man godt forestille sig, at nogen af dem, der overvejer at bygge nyt, i højere grad vil kigge på den eksisterende boligmasse, siger Peter J. Mattsen.