

Skure hitter: 280.000 flere på ti år
Danske boligejere er mildest talt vilde med udhuse, hvor haveredskaber, brænde og cyklen kan opmagasineres. Faktisk så vilde, at der de seneste ti år er bygget 280.000 flere af slagsen.
På ti år er antallet af opførte udhuse i Danmark steget med 280.000. Mens der i 2011 var cirka 710.000 skure rundt om i det danske land, er antallet i 2021 cirka 990.000. Det svarer til en stigning på 40 pct. Til sammenligning er bestanden af villaer på boligmarkedet i samme periode steget med cirka 40.000 til 1,1 mio. villaer.
Det viser data over den samlede byggebestand fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.
Nye regler og god økonomi booster udviklingen
Ifølge Nybolig hænger udviklingen sammen med en ændring af bygningsreglementet i 2018, som betyder, at man som boligejer ikke længere skal søge om byggetilladelse til småbyggerier som fx skure og drivhuse op til 50 kvadratmeter på ens grund. Det har ifølge ejendomsmæglerkæden fået flere til at realisere mindre byggeprojekter.
-Det er blevet nemmere for danske villaejere at gå i gang med byggeriet af eksempelvis udhuse og drivhuse efter det nye bygningsreglement, da betydelig flere byggesager ikke længere kræver sagsbehandling fra kommunen. Derfor ser vi også en væsentlig stigning i antallet af opførte udhuse fra 2018 og frem, siger Alexander Falck Winther, der er pressechef i Nybolig.
Samtidig har en god udvikling i samfundsøkonomien de seneste år ført til stigende friværdier og opsparinger hos mange boligejere, hvilket har skabt mere luft i økonomien til denne slags projekter.
Vær opmærksom på lokalplanen
Udover reglementet om, at det samlede areal af såkaldte sekundære bygninger på grunden ikke må overstige 50 kvadratmeter, hvis man vil starte byggeriet uden krav om byggetilladelse, skal man som boligejer være opmærksom på, at byggeriet af fx et skur eller et drivhus kan være betinget af eventuelle lokalplaner for det område, man bor i.
-Før man som villaejer smøger ærmerne op og kaster sig ud i byggeriet af eksempelvis et udhus, er det vigtigt at undersøge, om byggeriet kan være omfattet af særlige betingelser fra lokalplanen. Der kan blandt andet være krav om brug af specifikke materialer eller farvevalg. Spørgsmål som disse kan man få afklaret ved at kontakte den kommune, man bor i, siger Alexander Falck Winther.
Opførelsen af et udhus skal først og fremmest være motiveret af et konkret behov. Men der er ifølge Nybolig ingen tvivl om, at opførelsen er en god investering.
-Skuret har en praktisk funktion for det levede liv i boligen, mens man ejer den, men det er samtidig en opgradering til boligen og et klart plus for potentielle køberes samlede oplevelse, den dag boligen skal sælges, siger Alexander Falck Winther.
Kræver ens byggeprojekt byggetilladelse, kan man i dag søge om den digitalt via Borger.dk, hvor sagsbehandlingen varetages af den kommune, man bor i. Oplysninger om lokalplaner findes ligeledes på kommunens hjemmeside.
Bygninger efter område, anvendelse og tid
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | |
Parcelhuse | 1.085.457 | 1.089.274 | 1.093.360 | 1.096.175 | 1.098.813 | 1.101.663 |
Udhuse | 710.560 | 723.545 | 738.763 | 752.659 | 768.195 | 784.385 |
2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | |
Parcelhuse | 1.105.204 | 1.109.178 | 1.113.918 | 1.120.531 | 1.125.207 |
Udhuse | 802.962 | 823.170 | 865.971 | 949.978 | 991.882 |
Kilde: Danmarks Statistik